Hvad er fjernvarme?

Varmt vand ud - afkølet vand retur

Fjernvarme er et fælles lokalt eller regionalt varmesystem. Det bygger på et simpelt princip, hvor vandet cirkulerer i et lukket system: Varmt vand fra varmeværket bliver sendt ud til forbrugerne og det afkølede vand sendes retur til værket, hvor det bliver genopvarmet.

I dag giver fjernvarmen varme i radiatorerne og varmt vand i hanerne i 63% af de danske husstande. På den måde udnytter vi spildvarme og vi producerer varme på de ressourcer, der er billige og stabile og som bedst beskytter vores klima og miljø.

Du kan læse mere om fjernvarmen på www.fjernvarme.info.

Produktion

Hobro Varmeværk bygger nyt flisfyret varmeanlæg

Frem til 2017 bliver fjernvarmen i Hobro udelukkende produceret på Reno Nords affaldsforbrændingsanlæg i Hobro. Hvis planerne om at udvide forsyningsområdet bliver en realitet, vil størstedelen af produktionen foregå på Hobro Varmeværks eget flisanlæg fra 2018.

Industrien kommer også til at bidrage med overskudsvarme til Hobro Varmeværks forbrugere, så den lave varmepris kan fastholdes.

På produktionsstederne bliver fjernvarmevandet varmet op til 78°C om sommeren og ca. 89-93°C om vinteren. Når vandet kommer retur fra kunderne, har det en temperatur på ca. 40°C.

Distribution

Pumper fordeler vandet til kunderne

Varmen kommer ud til vores ca. 1.500 kunder ved at pumpe vandet gennem et tostrenget ledningsnet: Varmt vand frem og afkølet vand retur. Ledningsnettet består af mange hundrede kilometer hovedledning og stikledning.

Trykket i ledningsnettet varierer og kan enkelte steder nå op på 6,5 bar. For ikke at belaste husenes installationer med det høje tryk, sker tilslutning af interne anlæg indirekte over en varmeveksler. 

Temperaturen varierer i løbet af året

For at begrænse varmetabet i ledningsnettet tilpasser vi fjernvarmevandets temperatur i løbet af året. Det giver den bedste samlede økonomi for alle.

Fremløbstemperaturen er lavest i sommermånederne, men temperaturen i gadeledningerne vil altid være minimum 60°C. Inde i den enkelte husstand er temperaturen altid lavere, da der sker en afkøling fra hovedledningen og ind til huset, afhængig af stikledningens længde og husstandens aktuelle forbrug.

Forsyningssikkerhed

Din forsyning er sikret døgnet rundt

Som ekstra sikkerhed har Hobro Varmeværk 5 store oliekedler, der står standby i tilfælde af driftsstop. På den måde kan vi meget hurtigt forsyne byen med varme, hvis uheldet er ude og varmen svigter fra Reno Nords affaldsanlæg.

Vores ledningsnet i jorden bliver løbende renoveret og undersøgt med varmefølsomme kameraer, så vi kan reparere utætheder, inden de udvikler sig til ledningsbrud. Det betyder en høj grad af sikkerhed og en uforstyrret leverance til vores forbrugere.

For at sikre varmeleverancen har vi også en døgnvagt, der hurtigt kan sætte ind, hvis varmeforsyningen svigter i byen eller hos den enkelte forbruger.